Sider

lørdag den 30. november 2013

Elefanthue

Nu hvor kulden kommer snigende, må det vist være på tide at sy nogle varme huer til Mikkel.

Da jeg ikke har prøvet det før - og heller ikke har kunnet finde et egenligt mønster - så har jeg bare tegnet af fra Mikkels hue, som er for lille, og så lavet mønsteret lidt større.

Helt ærligt så ved jeg faktisk slet ikke om den passer ham, men det ser jeg måske imorgen :-)

Den er syet som en vendbar model, så hans lille, kønne "fjæs" kan blive indrammet af enten turkise kløvere eller neutral blå :-)

Glæder mig til at se den på!



onsdag den 27. november 2013

Kræmmerhuse

Kalenderen viser snart december, så derfor er det vel på tide at gå i gang med at producere lidt julepynt :-)

Jeg har set mig lun på kræmmerhuse i år, men det har taget et par prøvesyninger at finde frem til både den rigtige størrelse og det rigtige "look". 

De første jeg fik syet blev alt for store og klodsede, og man kunne se syningerne. Derfor endte jeg med at sy foer i. Det gør godt nok arbejdet lidt mere omstændigt, men resultatet bliver også pænere.

Herligt at vælge mellem de forskellige borter og blonder og mixe og matche de forskellige julestoffer :-)








 

søndag den 24. november 2013

Make-up punge og nøglesnore

Et lille hyggeprojekt - et par nye make-up punge med matchende nøglesnore.





fredag den 15. november 2013

Etui til vådservietter - med DIY

Jeg så et rigtig smart etui til vådservietter hos Krea Krumspring  og tænkte, at sådan et kunne jeg da også godt bruge. Jeg endte så ud i at lave min helt egen version.

Jeg prøvede først at sy etuiet i almindeligt bomulds stof, men det blev alt for "slapt". Derfor endte jeg med at sy det i tekstilvoksdug, som er genialt til formålet.

Låget er fra en pakke vådservietter, som jeg har taget af og limet på. Eneste udfordring er, om limen holder - jeg tror faktisk ikke, at tekstillimen er stærk nok.




Her har jeg klippet et æble ud af stoffet og limet på låget.



DIY


Toppen måler 23 x 18 cm og til bunden klippes to stykker a 10 x 23 cm.


Sy et "bundstykke" på hver side af toppen og klip/skær et hul ud i toppen, som du har målt og tegnet af efter låget.


Klip et stykke stof, som passer præcis til låget.
 


Lim stoffet på låget. Her har jeg brugt en lim pen, så der ikke er buler under stoffet.


Lim (evt. med noget stærkere end tekstillim) hele vejen rundt om hullet

Tryk låget på plads over hullet og lad det tørre HELT (!)

Sy/overlock enderne sammen. Lad de to bundstykker lappe lidt over hinanden.

Pres hjørnerne ned og lav en syning på tværs på 3 cm.

Sådan ser etuiet ud på vrangen, når alle 4 hjørner er syet.

Vend hele balladen og put pakken ind i

BINGO!

Sådan ser etuiet ud i bunden. Ingen lynlås eller knapper - jeg har kun overlocket kanterne. Hvis man synes det er nødvendigt, kan man jo evt. sy velcro i.

tirsdag den 12. november 2013

Vest

Endnu en lille vest er syet med foer af det samme kløverstof, som jeg også lige har syet en bluse af.

Mønsteret er det samme, som jeg har brugt tidligere, fra Ottobre 1/2011 og er rimelig let at gå til.

Jeg vil gerne sy én i fleece også, men jeg har også gang i "projekt juletræstæppe", som tager næsten al min tid i øjeblikket. . . . .jeg løber vist ikke tør for projekter foreløbig :-)











fredag den 8. november 2013

Bluse med kløver og savlesmæk

Jeg synes, at dette kløverstof er så fint og har faktisk haft det liggende på hylden længe, for jeg var i tvivl om, hvorvidt det skulle ende ud i et sæt nattøj eller noget andet.

Som det ses, så endte det foreløbig med en bluse, som liiiige matcher pipingen på de sidste nye bukser. Jeg var lidt nervøs for, om stoffet kom til at virke for tøset til en dreng, så derfor valgte jeg at sætte sorte ribkanter på.

Mønsteret er Minikreas - bare med en ribkant forneden.




onsdag den 6. november 2013

Elvisdragt og hanekam

Jeg har syet en natdragt til Mikkel, som hans mor har døbt "Elvisdragten" :-)

Øj, hvor jeg synes det var sjovt, da jeg fik en SMS med dette billede af Mikkel med hanekam og bart maveskind - han er da bare for dejlig!!!

Mønsteret er fra Ottobre og er syet i en størrelse 92, som var den største størrelse. En størrelse 98 havde nok været bedre, for den er lidt kort i den øverste del.







søndag den 3. november 2013

Bukser med strygestof på lommerne

For snart længe siden købte jeg strygestof af Anna fra bloggen Laralil.

Anna har lagt skabeloner ud på sin blog af en masse søde motive - bla. hunden og løven, som jeg her har sat på lommerne på Mikkels nye bukser.

Det kræver vist lidt øvelse at få dem helt "skarpe", men Mikkel blev rigtig begejstret især for den blå "Vov vov" :-)